Græsningsformidling
Formidling af græs og græssende dyr
Har du græsarealer, som du gerne vil have afgræsset. Eller har du dyr, som du gerne vil have nogle græsningsarealer til? Så benyt dig af Bornholms Landbrugs Græsningsformidling. Her kan man finde sammen.
Græsningsformidlingen er en del af projektet "Opstart af Naturplejeforening på Bornholm, 2008-2011", som er støttet af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, FødevareErhverv.
Græsningsformidlingen består af én liste med navne på ejere af dyr, som søger græsarealer, og én liste over ejere af græsarealer, som søger græssende dyr. Tag direkte kontakt med personerne på listen, hvis du er interesseret i dyr eller græs.
Hvis du ønsker at blive optaget på listen, kan du tage et udskrift af tilmeldingsskemaet (se link nedenfor), og sende oplysningerne til
Bornholms Landbrug
Att. Elisabeth Falk
Landskab, Skov og Miljø
Rønnevej 1
3720 Åkirkeby
Du kan også ringe til Elisabeth Falk på Bornholms Landbrug på 56 90 78 00.
Endelig kan du sende det udfyldte skema til elf@bornholmslandbrug.dk.
Græsningsformidlingen er også kommet på Net-TV! Se her.
Græsningsformidlingen er skabt i samarbejde med Bornholms Regionskommune, Teknik og Miljø.
Vi anbefaler, at I aftaler, hvem der holder opsyn med dyrene, hvem der har ansvar for hegning og vanding, om man kan suppleringsfodre i folden, hvornår der kan/skal afgræsses, hvem har ansvaret for øremærkerne o.lign.
Det er en god ide at skrive aftalerne ned, gerne på bagsiden af en kuvert, men med begge parters underskrift.
Husk, at:
Græsset vokser meget i maj måned, men stopper med at vokse i tørre perioder midt på sommeren. Det kan derfor være nødvendigt at flytte nogle dyr/alle dyr væk fra græsarealet i tørre perioder, eller give dyrene suppleringsfoder.
Ifølge dyreværnslovgivningen skal man tilse dyrene HVER dag!
Midt på sommeren vokser mængden af indvoldsparasitter. Hold derfor skarpt øje med dyrenes trivsel og huld. Især unge dyr er modtagelige for parasitangreb, men alle dyr kan blive ramt. Flyt dyrene midt på sommeren, eller giv ormemiddel om nødvendigt (kontakt dyrlægen). Forebyg parasitangreb ved foldskifte, vekselafgræsning eller samgræsning. Dyr, som græsser større arealer ekstensivt, bliver sjældent ramt lige så hårdt af parasitter som dyr, der nedbider græsset kraftigt.
Hjemmesider med oplysninger:
www.brk.dk Bornholms Regionskommunes hjemmeside. På de geografiske kort kan du bl.a. se om græsarealerne er beskyttede eller fredede.
www.bornholmslandbrug.dk Bornholms Landbrugs hjemmeside. Her finder du græsningsformidlingen. Du kan også se oversigt over konsulenter, som kan rådgive dig mht. afgræsning og miljø.
www.glr-chr.dk Hjemmeside, hvor alle besætninger med CHR-nummer (får, geder og kvæg) kan slås op, og hvor man bl.a. kan se besætningens sundhedsstatus.
Kontakt Andreas Lund Poulsen på Bornholms Regionskommune, for at høre om der er særlige hensyn at tage på græsarealerne (fredninger, §3-arealer, m.v.). Tlf.: 5692 0000.
Kontakt RYK Øst Slagelse (tlf.: 5856 6263, RYK@ryk-oest.dk) vedr. korrekt øremærkning og registrering af dyrene, når du græsser hos andre.
Kontakt Torben Videbæk på planteavlskontoret på Bornholms Landbrug, hvis du vil vide hvordan du undgår faldgruberne vedr. ha- støtte, når du græsser hos andre/andre græsser hos dig.
Hold øje med Direktoratet for FødevareErhvervs hjemmeside (www.dffe.dk) vedr. mulighederne for at søge miljøbetinget tilskud eller tilskud til pleje af græs- og naturarealer (afgræsning eller slæt).
Spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Sitemap
Print version
Mailform
